Topslide_til_efteruddannelsespris_-_kurser.zbc.dk

ZBC Efteruddannelsespris

Vi møder hver dag mange spændende og engagerede medarbejdere og virksomheder, der er med til at gøre en forskel inden for lige præcis deres felt.
Vi synes, det er tid at stoppe op og anerkende og fejre alt det gode, der bliver søsat i hverdagen, og derfor har vi indført ZBC Efteruddannelsespris. Prisen er målrettet de mange fantastiske tiltag, hvor vi har bidraget med understøttende opkvalificering inden for kurser og efteruddannelse i perioden fra september til august året efter.

Vores konsulenter er i god dialog med et udpluk af de mange virksomheder og institutioner, der benytter sig af mulighederne inden for vores efteruddannelsesprogram, og indstiller en bred pallette af vores kunder. Vi kårer i slutningen af året henholdsvis den bedste private virksomhed og bedste offentlige institution. Er der en virksomhed, der gør sig særligt bemærket, vil der også blive uddelt en særpris.
 
Vi ønsker stort tillykke til alle indstillede virksomheder og institutioner.

Mød vores tre vindere i 2024:

Frede_Andersen_1

Frede Andersen & Søn /Privat virksomhed

Der var virkelig mange gode indstillinger i 2024-puljen, men de strategiske og vedholdende indsatser er noget ganske særligt og skal anerkendes.
Frede Andersen & Søn sætter medarbejderne i centrum og prioriterer at skabe en arbejdsplads, hvor udvikling og trivsel går hånd i hånd. Deres målrettede strategi for efteruddannelse, er et godt eksempel på, hvordan man skaber værdi både for medarbejdere og virksomhed, anerkendte ZBC’s vicedirektør, Jan Bagge, i sin tale til prisoverrækkelsen.
 

Nye muligheder for ordblinde medarbejdere

En del af den efteruddannelse der har været fokus på hos Frede Andersen & Søn har været dansk- og ordblindeundervisning. Danskundervisningen styrker kommunikationsevner og giver især ordblinde medarbejdere nye kompetencer til deres daglige arbejde, hvilket gavner både deres faglige og personlige udvikling.

- De lytter til medarbejdernes behov og involverer dem aktivt i planlægningen af opkvalificeringsforløb. Denne tilgang sikrer, at undervisningen er relevant og giver maksimal værdi for den enkelte medarbejder – og de kommer som virksomhed også styrket ud, siger Jan Bagge.

Alle medarbejdere tilbydes dansk undervisning i arbejdstiden. For nuværende har 16-18 medarbejdere gennemført, og det forventes at 100 medarbejdere skal tilbydes og gennemføre undervisningen.

- Deres investering i medarbejderne er forbilledligt, og det er en fornøjelse at være her i dag og anerkende indsatsen med efteruddannelsesprisen 2024, afslutter Jan Bagge.

Ledelsen og bestyrelsen tog stolte imod prisen:
- Det betyder rigtig meget. Vi synes, vi favner rigtig bredt. Folk skal finde deres hylde og have lov til at være forskellige. Vores HR-afdeling har været dygtige til at kunne finde den rigtige plads til de medarbejdere vi har, fortæller en glad administrerende direktør, Peter Vilhelm Andersen.

Psykiatrien_1

Psykiatrien /offentlig institution

Psykiatrien har sat klare ambitioner om at give alle social- og sundhedsassistenter et solidt fagligt fundament, og mange oplever et betydeligt fagligt løft. Det styrker dem i hverdagen, den fælles arbejdsplads og i sidste ende også patienterne, anerkender ZBC’s uddannelsesdirektør, Glenny Hansen, i sin tale til prisoverrækkelsen.

Stærkt samarbejde skaber fælles forståelse

Psykiatrien har i hele efteruddannelsesforløbet udvist et stort engagement og samarbejdet mellem ZBC’s undervisere på KUA-psykiatriuddannelsen og psykiatristaben har været forbilledligt.

- Det er tydeligt, at ledelsen er dybt engageret i uddannelsen og investerer betydelige ressourcer for at styrke social- og sundhedsassistenternes faglighed og trivsel, fortæller Glenny Hansen og fortsætter,
- Et konkret eksempel på dette engagement er brugen af gæsteundervisere fra Regionens egne rækker, som bidrager med faglige oplæg inden for deres specialområder. Dette samarbejde skaber ikke blot faglig udvikling, men bidrager også til en stærk kultur præget af medinddragelse, anerkendelse og respekt på tværs af medarbejdergrupper og opgaver - på tværs af stab og udførende afdelinger. En fælles indsats med fælles mål, faglig respekt og et samlet fokus på kerneopgaven: Patienterne.

- Vi føler os dybt beærede. Det er et utroligt vigtigt område at videreudvikle på for vores social- og sundhedsassistenter. Vi har oplevet et helt exceptionelt samarbejde med undervisere og konsulenter fra ZBC. Vi har kunne præge forløbet med den psykiatri vi gerne vil udvikle. ZBC har opbygget modulerne, så vi har kunne komme ind og gæsteundervise, men også opbygget modulerne omkring vores strategier og vores satsninger. Det er ikke et sædvanligt samarbejde, det er et exceptionelt samarbejde, fortæller en glad Dorthe Juul, vicedirektør, Psykiatrien Region Sjælland.

De målrettede uddannelsesforløb giver social- og sundhedsassistenterne nye værktøjer, der kan tages i brug fra dag ét i det daglige arbejde. Der er udviklet et fælles fagligt sprog, der gør assistenterne stærkere i dialoger og argumenter i den professionelle hverdag.

Hardi_1

HARDI International /ZBC særpris 2024

Det seneste år har HARDI International arbejdet målrettet med opkvalificering af deres medarbejdere, samtidig med at de har holdt hjulene i gang i fabrikken. At få søsat en strategisk og målrettet opkvalificering af 200 medarbejdere samtidig med, at fabrikken skal holdes i gang, det kræver en helt særlig dedikation og ansvarlighed. Derfor vinder HARDI særprisen ved ZBC’s Efteruddannelsespris 2024, anerkendte ZBC’s uddannelsesdirektør, Glenny Hansen, i sin tale til prisoverrækkelsen.

Samarbejde er nøglen til succes

Opkvalificering af 200 medarbejdere, hvis arbejdsopgaver spænder bredt, er ikke en let opgave og ikke en, man løser alene. Derfor tog HARDI kontakt til hele fem forskellige erhvervsskoler:

- Resultatet blev en række skræddersyede kursuspakker, som har givet medarbejderne nye faglige kompetencer og styrket virksomhedens evne til at håndtere forandringer. Ingen skole kunne have løftet opgaven alene.

Som uddannelsesinstitutioner vægter vi naturligvis faglighed. Denne opgave har for os haft nye vinkler, og vi har løst dem sammen baseret på et solidt samarbejde, hvor skolerne har tænkt ud af boksen og arbejdet på tværs af faggrupper og geografi, siger Glenny Hansen og fortsætter;
- HARDI har investeret i deres medarbejderes og virksomhedens udvikling, og vi vil fra ZBC’s side sige, at det er inspirerende og en fornøjelse at arbejde sammen med en virksomhed, der tager så stort ansvar for sin egen fremtid og sine medarbejdere.

- Vi er enormt stolte. Det har været en teamindsats, hvor vores tillidsrepræsentanter har spillet en hovedrolle. Hele koordineringsarbejdet mellem skolerne og vores HR-afdeling har været exceptionelt. Så det er vi rigtig glade for og stolte af, lyder det fra HARDI Internationals Vice President, Morten Toelberg Eriksen.