Efter uddannelsen kan du tage del i det daglige samarbejde med frivillige. Du har indsigt i rammerne for og den konkrete udmøntning af arbejdsstedets samarbejde med frivillige, og du kan afgrænse egne og kollegers indsats i forhold til frivilliges indsats. Du kan understøtte de frivilliges arbejde, og du kan afpasse din deltagelse i samarbejdet.
Samarbejde med frivillige i velfærdsarbejdet
Målgruppe: Uddannelsen retter sig mod faglærte og ufaglærte medarbejdere ansat inden for velfærdsområdet med fokus på ældreområdet og andre jobområder f.eks. inden for socialpsykiatrien. Uddannelsen retter sig både til ansatte, som allerede samarbejder med frivillige i det daglige arbejde eller som skal i gang med det. Det kan eksempelvis dreje sig om social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, pædagogiske assistenter, støtte- og omsorgsmedhjælpere m.fl.
Beskrivelse:
På baggrund af viden om, hvad der kendetegner frivilligt arbejde og samspillet med den offentlige sektor kan deltageren medvirke til at skabe synergi i samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige arbejde til gavn for brugerne.
Deltageren har indsigt i rammerne for og den konkrete udmøntning af arbejdssteders samarbejde med frivillige og kan afgrænse egen og kollegers ansvar, rettigheder og pligter fra organisationers og enkeltpersoners frivillige indsats. Herunder har deltageren viden om lovgivningen vedr. tavshedspligt, samt indsigt i arbejdsstedets og de frivillige organisationers retningslinjer mht. tavshedspligt. Deltageren kan anvende denne viden i samarbejdet med den frivillige i mødet med borgeren.
Med afsæt i en forståelse for både borgerens og de frivilliges forudsætninger og interesser kan deltageren indgå i relevante relationer med de frivillige. Herunder kan deltageren introducere frivillige til arbejdsstedets værdier, mål og arbejdsopgaver således at forventninger afstemmes og der opbygges en fælles forståelse for den frivilliges indsats.