Kurset er for dig, der vil arbejde mere avanceret med beskæring af træer, buske og slyngplanter. Du lærer at vælge og udføre den rette metode ud fra plantens art, opbygning og formål og får indsigt i specialteknikker, pleje af syge planter og beskæring af frugttræer. Kurset har fokus på sikkerhed, korrekt værktøjsbrug og bæredygtig håndtering af beskæringsmateriale. Det er en forudsætning for deltagelse at kurset Beskæring 1 er gennemført.
Beskæring 2
Målgruppe: Kurset henvender sig primært til medarbejdere med brancheerfaring. Det er en forudsætning for deltagelse at kurset Beskæring 1 er gennemført.
Beskrivelse:
Deltageren kan:
vælge den rette beskæringsmetode, f.eks. foryngelse, udtynding, afpudsning og sundhedsbeskæring, ud fra formål, plantetype, art og tidspunkt.
udføre den korrekte beskæringsmetode af træer, buske og halvbuske ud fra viden om plantens art og opbygning.
udføre passende pleje i forbindelse med beskæring af træer, buske og halvbuske, ud fra viden om plantens art og opbygning, f.eks. ved håndtering af syge planter og minimere smitte ved fokus på sundhedsbeskæring med rene beskæringssnit og god værktøjshygiejne.
udføre specielle beskæringsteknikker på forskellige planteelementer under hensyntagen til den enkelte arts behov, f.eks. ved sporebeskæring, knudebeskæring og beskæring af espalierede vækster.
udføre den rette beskæring af slyngplanter, f.eks. klematis, vin og klatreroser, ud fra viden om plantens væksttype, blomstringstidspunkt og behov for støtte og formgivning.
udføre den rette beskæring af frugttræer, f.eks. æble, pære og blomme, ud fra viden om art, alder, vækstform og formål.
anvende korrekte arbejdsteknikker med egnede beskæringsværktøjer til arbejdsopgaver, for at forebygge og minimere arbejdsskader og slid.
udføre beskæring og pleje på en sikkerhedsmæssigt korrekt måde med brug af anbefalede og lovpligtige hjælpemidler og værnemidler.
praktisere god håndtering og bortskaffelse af beskæringsmateriale, f.eks. ved etablering af kvashegn, som understøtter øget biodiversitet.