Efter kurset kan du på et grundlæggende niveau forholde dig til relevant lovgivning og regler for databeskyttelse samt anvende strategier og teknikker i kommunikation (prompting) med generative AI-systemer for at løse administrative arbejdsopgaver. Desuden vil du kende til etiske overvejelser ved brugen af AI i opgaveløsning.
Kursusinformation
Vi arbejder med bias, misvisende output og manglende transparens i AI-modellernes datagrundlag, så du bliver bedre til at vurdere kvaliteten og troværdigheden af det AI-genererede indhold.
Du får kendskab til teknikker, så du kan formulere gode prompts, som fx kan hjælpe dig med skabe tekst, billeder, tal og andet indhold ved hjælp af AI-værktøjer.
Herudover får du en grundlæggende viden om, hvordan de store sprogmodeller (LLM’er) fungerer; det kan være en hjælp, når du skal vælge og anvende de rette AI-værktøjer til opgaver inden for fx kommunikation, sagsbehandling, markedsføring, logistik, økonomi, etc.
Tre gode grunde til at tage kurset:
- Du lærer at bruge AI effektivt og målrettet i dit arbejde – fra sagsbehandling til markedsføring
- Du bliver bedre til at håndtere AI’s etiske udfordringer som bias og misinformation
- Du får styr på lovgivning og databeskyttelse, så du undgår juridiske fejl
Målgruppe: Kurset retter sig mod faglærte og ufaglærte medarbejdere, der arbejder med eller søger job inden for det merkantile brancheområde med interesse/behov for at opnå grundlæggende viden og kompetencer til at arbejde med AI-baserede værktøjer (Artificial Intelligence "Kunstig intelligens").
Beskrivelse:
Deltageren kender til den relevante lovgivning, der berører generativ AI, og kan anvende AI under hen-syntagen til databeskyttelse og datahåndtering.
Deltageren kan forholde sig til de etiske problematikker omkring generative AI's datagrundlag, den indbyggede bias og potentialet for at skabe misvisende eller fejlagtige informationer, samt vurdere hvordan det kommer til udtryk i de materialer AI genererer, når arbejdsopgaven skal løses.
Deltageren kan kommunikere og anvende strategier i arbejdet med generativ AI (prompting) til at skabe tekstmaterialer, billeder, tal mm. til at løse brancherelevante arbejdsopgaver.
Deltageren kan ud fra viden om grundprincipperne i LLM (Large Language Model) forholde sig til styrker og svagheder i generative AI-systemer, samt udvælge de AI-systemer, hvis styrker bedst løser administrative opgaver som eks. kommunikationsopgaver, sagsbehandling, salg, logistik, spedition, markedsføring eller økonomi m.m.